Anne Boysen vandt konkurrencen med sin gulvlampe. Og i dagene efter den første udsendelse af programmet modtog hun omkring 2000 e-mails fra folk rundt omkring i Danmark, som gerne ville købe lampen, og ikke mindre end ni forskellige producenter rakte ud til hende for at hjælpe med at sætte lampen i produktion. Siden introduktionen af Moonsetter i samarbejde med Louis Poulsen har den været på forsiden af Wallpaper og vundet en række prestigefyldte priser.
100% Anne Boysen
Oplægget om at designe en lampe, der kunne skabe et rum i rummet, kom på et tidspunkt i konkurrencen, hvor Anne Boysen klarede sig godt. Så hun besluttede sig for at give sig selv lidt frirum.
"På det tidspunkt havde jeg vundet to ud af tre opgaver, og jeg vidste, at jeg havde råd til at eksperimentere lidt. Så jeg valgte at gøre noget, som var 100% mig, og at glemme konkurrencen et øjeblik. Jeg ville bare skabe en lampe, som jeg også gerne selv ville have. Det var udgangspunktet."
En lampe, der skal opleves
I dag er der en Moonsetter i Anne Boysens stue under hendes atelier, som ligger på første sal i en skøn funkisvilla, hvor hun bor sammen med sin familie i Køge. Den virker stor. Hun griner og siger, at det er den.
"Det har altid været meningen, at Moonsetter skulle være stor. Den har brug for en vis volumen, så du kan fornemme den med hele kroppen. Det er det, der er idéen – at forstå hvordan du fornemmer lys. Så jeg gjorde den stor nok til, at du kan bruge både arme og ben, så du på en eller anden måde tager den ind med hele din krop."
Hun demonstrerer, hvordan den hvide side af skiven blidt spreder LED-lyset, som er nedsænket i rammen, og hvordan den spejlpolerede aluminiumsside reflekterer lyset, når skiven drejes omkring sin egen akse. Og hvordan du kan regulere lyset med foden på en kontakt, der også fungerer som lysdæmper.
"Det fede ved det, synes jeg, er, at man altid oplever lampen anderledes. Justérbare lamper holdes ofte i en stationær position. Men det, jeg hører fra folk om denne lampe, er, at de bliver ved med at bevæge den rundt og lege med den. Hos os roterer vi den lidt hver dag. Og afhængigt af, hvor den er placeret, og hvorfra du ser den, afspejler den forskellige dele af rummet og bliver på en måde en genstand, samtidig med at den smelter sammen med rummet."
"Jeg tror på, at al den kærlighed og al den opmærksomhed, jeg lægger i mine designs, giver jeg videre til andre mennesker."
Hold det enkelt
Når man ser på Moonsetter, ligner den ikke den slags lampe, der kan skabes i løbet af et par dage. Men det er næsten lige præcis det, der skete. TV-konkurrencen havde stramme deadlines, så Anne Boysen vidste, at hun måtte have noget klar til at vise sit smedehold mandag efter at have modtaget briefingen sent torsdag aften.
Så som hun gør, hver gang hun starter på en ny opgave, sendte Anne Boysen sin familie ud på landet i et par dage, så hun kunne have huset for sig selv for at fokusere på briefingen. Den fredag aften var månen fuld, og Anne Boysen sad ved skrivebordet bag lukkede mørklægningsgardiner og forsøgte at knække opgaven, da hun pludselig så den.
"Der var en lille revne mellem gardinerne, hvor månelyset kom ind – og så faldt der en lysstråle ned på mit skrivebord, hvor der var placeret et spejl, som jeg havde brugt til at lave en sofa af. Og jeg kiggede på spejlet, som reflekterede månelyset. Så jeg drejede den og legede med den og tænkte på, hvor kraftige lysstrålerne var. “
Anne Boysen begyndte at tage materialer ud af papirkurven og så, hvad der skete, da hun satte et hvidt stykke pap og andre materialer foran lyset, tryllebundet af, hvor meget stemningen og lyset ændrede sig afhængigt af de anvendte materialer. Inden længe stod konceptet forMoonsetter klart.
Blæst væk
Hun genkalder sig, hvordan hun lavede en model, som hun kunne vise sin lysingeniør og sit team af smede. Og selvom den var grim, fik den, som hun siger, arbejdet gjort. Alle var helt med på idéen, dybden og enkelheden i lampemodellen.
"Der vidste jeg, at jeg havde fat i noget. Et blikfang, som man har lyst til at interagere med og gå i dybden med. Lysingeniøren, smedene og jeg vidste alle, at her var noget, jeg skulle lave. Og så tog det bare fart. Jeg tror, at ud af alle mine produkter kom idéen til denne her hurtigst til mig. Og det har også den, der har været lettest for mig at bringe til live. “
Som et kunstværk
Det skulpturelle aspekt i Moonsetter er heller ikke tilfældigt, for Anne Boysen har gået på flere kunstskoler, hvor hun har arbejdet meget med skulpturer, og hvordan man skaber foranderlige oplevelser, når man bevæger sig rundt blandt dem.
"Da jeg fik briefingen, ville jeg gerne skabe noget, som jeg selv gerne ville have i min egen stue. Jeg har ikke mine andre ting i min egen stue, så det skulle være noget, jeg gerne ville se på hver dag. Og for at jeg skulle have lyst til det, skulle det være klart, enkelt og udtryksfuldt. Som et kunstværk, som en skulptur, man altid har lyst til at se på."
I alle sine designs gennem årene inviterer Anne Boysen altid brugerne til at lege. Hun vil gerne have, at de får en oplevelse, bliver en del af designet og forstår de små forskelle, hun forsøger at kommunikere. For hende handler det i høj grad om at få lov til at gå i dybden med sine designs og gøre tingene ordentligt.
At gøre en indsats
Når man ser på samfundet generelt, ser Anne Boysen en tendens til, at vi vil mere og mere, og at der hele tiden bliver introduceret så mange nye produkter, hvoraf mange ikke har en lang levetid. Derfor er det vigtigt for hende at gøre det anderledes. Hun vil hellere bruge mere tid på at udvikle sine designs for at give dem dybde, men også for at de får en raison d'être om 20 eller 50 år.
"Jeg prøver virkelig at gøre mig umage. Og jeg tænker meget over, hvad jeg vil give videre, for vi har trods alt nok stole, og vi har også nok lamper, men hvis jeg skal gøre noget, må det være, fordi jeg kan bidrage med noget, en pause eller noget, jeg ikke har set før."
